Problemstilling

Hvad er problemet og hvorfor er det et problem? hvad er konsekvensen af problemet?

“Vi modtager i voksen diabetes ambulatoriet unge type 1 diabetikere fra pædiatrisk ambulatorie fra ca. 18 års alderen. De har i tiden i pædiatrisk ambulatorium været støttet af deres forældre, men forventes nu mere og mere, at kunne varetage deres kroniske sygdom på egen hånd. Det er velkendt, at de unge diabetikere er dys-regulerede især i teenageårene og ofte udebliver fra konsultation i diabetes ambulatorier.
Vi oplever, at de unge har meget varierende modenhed og ressourcer til at klare denne opgave. Desuden har de svært ved, at finde tid til at varetage deres diabetes samtidigt med, at hormonelle forandringer kan medvirke til mere insulinresistens, hvilket resulterer i dys-regulation af deres diabetes.

Idet vi kun er i kontakt med de unge i forbindelse med et ambulatorie-besøg af ca. 30 minutters varighed hver 3.-4. måned, føler de unge sig tit meget alene i håndteringen af deres diabetes.
De mest sårbare unge diabetikere har behov for støttefunktions ordninger, så som: mentor ordning, støttepædagog, som er ansat af kommunen, eller mentor ordning gennem FC Borregaard, som også kan tilbyde bosted.

Hvor og i hvilken sammenhæng er problemet opstået?

•  For de unge er det et problem, at de nu mere og mere skal tage vare på deres diabetes selv, samtidigt med at de er i færd med at blive voksen.
•  Netværket omkring de unge diabetikere kan være alt fra meget kontrollerende til fraværende.
•  Udeblivelser fra aftaler i ambulatoriet, hvilket vanskeliggør mulighed for at kunne støtte dem i deres håndtering af diabeten.
•  Støttefunktionstilbuddet er varierende afhængig af kommunen og er svært gennemskueligt for såvel de unge, ambulatorie- og sengeafsnits-sygeplejersker.
•  De unges økonomi (SU, kontanthjælp) har indflydelse på indkøb af medicin, kost og transport til ambulante aftaler.

Hvordan er det et problem og for hvem er det et problem?

•  Primært for den unge diabetiker idet hyperglykæmi, som de oftest oplever, øger risikoen for ketoaccidose, hvilket hyppigst medfører indlæggelse. Hyperglykæmi medfører i det daglige øget træthed og uoplagthed og på sigt øges risikoen for senkomplikationer. Hypoglykæmi øger risikoen for insulintilfælde, som de ikke nødvendigvis selv kan håndtere og igen risiko for indlæggelse.
•  Generelt set dårligere livskvalitet.
•  Senere i livet vil den unge med dys-reguleret IDDM have en øget risiko for udvikling af senkomplikationer, hvilket igen kan resultere i en nedsat livskvalitet.
•  Samfundsøkonomisk pga. hyppigere kontakt med sundhedsvæsnet med indlæggelser, udeblivelser og evt. senkomplikationer, som kan medføre nedsat arbejdsevne og igen hyppigere kontakt med sundhedsvæsnet.”

 

Se vores problemformulering her: Problemformulering